Matomo noscript

Nu kan du hente kompost til din have | Vestforbrænding

Nu kan du hente kompost til din have

Person på knæ der holder kompost i hænderne

I år kan du hente gratis kompost på Vestforbrændings genbrugsstationer fra den 22. marts til den 3. maj.

Det er blevet forår, og vi uddeler igen i år gratis kompostmuld, så folk med grønne fingre kan få jord under neglene og give haven og potteplanterne god næring til sæsonen.

Mulden er lavet af have- og parkaffald, som borgere og kommuner tidligere har afleveret på genbrugsstationen og i haveaffaldsspande. Og det giver rigtig god mening at få det ud at leve i borgernes haver igen:

”Ved at omsætte haveaffaldet til kompost genbruger vi ressourcerne og recirkulerer næringsstoffer til naturen” fortæller Yvonne Amskov, der er områdechef for Genbrug og Genanvendelse hos Vestforbrænding: ”På den måde er vi med til at sikre en fornuftig udnyttelse af sparsomme råvarer som for eksempel fosfor, der er en ressource, vi risikerer at få mangel på i fremtiden.”

Komposten bliver komposteret hos Gemidan og er fri for snegleæg og ukrudtsfrø. Den er til gengæld meget næringsrig og vi anbefaler derfor, at du altid blander kompostmulden med jord eller sand, så du ikke risikerer at ødelægge planten ved at svide dens rødder.

Når du besøger en af Vestforbrændings genbrugsstationer for at hente kompost, skal du huske at medbringe din egen skovl og beholder. Vi fylder løbende op og du må gerne hente mere end en gang i perioden.