CIPs og Vestforbrændings CO2-fangstprojekt prækvalificeret til CCS-puljen

Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og Vestforbrænding har sammen nået en vigtig milepæl i arbejdet med at etablere Danmarks næste storskalaanlæg til CO2-fangst.
Joint venture-selskabet kendt som Gaia, som er etableret med det formål at udvikle CO2-fangstanlægget ved Vestforbrænding, er blevet prækvalificeret til at deltage i Energistyrelsens CCS-pulje – en pulje for CO2-fangst og -lagring. I alt havde 16 selskaber ansøgt, og 10 blev udvalgt til den officielle prækvalifikation. Det markerer et væsentligt fremskridt for et af Danmarks mest ambitiøse og modne CCS-projekter.
Gaia-projektet har til formål at indfange op til 500.000 ton CO2 årligt fra Vestforbrændings affaldsenergianlæg – et væsentligt bidrag til Danmarks klimamålsætninger og de kommunale klimaplaner.
"Dette er resultatet af mange års forberedelse og udspringer af en ambitiøs og visionær målsætning fra vores bestyrelse om at blive CO2-neutrale i 2030. Med dagens nyhed tager vi endnu et stort skridt mod at nå det mål – og mod at blive et af de første affaldsenergianlæg i Danmark med et fuldskala CO2-fangstanlæg," siger Steen Neuchs Vedel, direktør i Vestforbrænding.

CIPs investering i Gaia kommer fra deres Energy Transition Fund, som fokuserer på den næste generation af vedvarende teknologier med henblik på at reducere udledninger i vanskeligt omstillelige sektorer.
"Vi er stolte over at være prækvalificeret og meget tilfredse med at se vores både vigtige og betydningsfulde projekt bevæge sig fremad. Gaia har stærke lokale rødder og afspejler en tydelig vilje fra kommunernes side til at forpligte sig på ambitiøse klima-initiativer. Vi har tillid til, at regeringen vil støtte de mest modne og effektfulde løsninger blandt ansøgerne. Vores stærke partnerskab med Vestforbrænding har gjort det muligt at udvikle projektet til et robust stadie og projektet styrker samtidig vores erfaring med CO2-fangst, hvilket er meget vigtigt for vores Energy Transition Fund," siger Nikos Samaritis, Managing Director i CIPs Energy Transition Fund.
Den næste milepæl for Gaia-projektet er det indikative tilbud, som skal afleveres til Energistyrelsen i august:
"Den her milepæl er et vidnesbyrd om hele Gaia-holdets dedikation og store indsats. Vi har arbejdet intensivt for at nå hertil, og jeg vil gerne takke alle involverede. Nu hvor vi er prækvalificeret, har vi fuldt fokus på at forberede materialet til det indikative tilbud, der skal afleveres i august," siger Dennis Sanou, projektdirektør for Gaia.
Gaias udvælgelse som en af de førende kandidater i Energistyrelsens proces understreger styrken i offentligt-private partnerskaber, når det gælder levering af klimainfrastruktur i stor skala. Denne milepæl kommer i forlængelse af andre vigtige skridt, herunder at projektet i januar 2025 fik godkendt sin miljøkonsekvensvurdering af Miljøstyrelsen.
Den endelige udvælgelse til tilskud forventes april 2026.
Om Copenhagen Infrastructure Partners (CIP)
Copenhagen Infrastructure Partners P/S (CIP) blev grundlagt i 2012 og er i dag verdens største dedikerede fondsforvalter med fokus på greenfield-investeringer inden for vedvarende energi og er globalt førende inden for offshore vindenergi. CIPs fonde fokuserer på offshore og onshore vindenergi, solcelleanlæg, biomasse, waste-to-energy, transmission og distribution, reservekapacitet, lagring, avanceret bioenergi og Power-to-X.
CIP forvalter 13 fonde og har til dato rejst cirka 32 milliarder EUR til investeringer i energi og tilknyttet infrastruktur fra mere end 180 internationale institutionelle investorer. CIP har projekter i mere end 30 lande og flere end 2500 medarbejdere på tværs af platforme og projekter globalt. Læs mere om CIP på www.cip.com
Om Vestforbrænding
Vestforbrænding er et af Danmarks største affalds- og energiselskaber og er ejet af 19 kommuner på Sjælland. Vi modtager affald fra virksomheder og en million borgere - og arbejder dagligt for, at affaldet bliver behandlet bedst muligt med omtanke for klima og miljø. Størstedelen af affaldet bliver afsat til genanvendelse. Resten bliver brændt på vores anlæg i Glostrup og udnyttet til at producere el og fjernvarme.
Kontakt og information
Du er velkommen til at kontakte os for uddybning af indholdet i denne pressemeddelelse eller har ønsker om interview.