Ny elkedel reducerer olie- og gasforbrug
Ny elkedel skal supplere tre gamle gas- og oliekedler. I dag bliver olie- og gaskedlerne brugt til at supplere affaldsvarmen på kolde dage eller ved kortere driftsstop
Den fossiltbaserede varme skal erstattes med el-baseret varme, som har en lavere klimabelastning og vil give en årlig CO2-besparelse på omkring 3.000 tons. Kedlen kan køre ekstra meget på tidspunkter med lav elpris og bidrager derfor også til at sikre en lav varmepris.
”Elkedlen er en blandt flere vigtige initiativer, der skal udfase fossile brændsler i varmeforsyning og sikre stabil forsyning og lave varmepriser”, siger områdechef for Drift og Produktion Lars Molbech Odgaard.
De gamle kedler vil indtil videre blive bevaret, men kommer kun i drift i situationer med f.eks. havari på begge forbrændingsovne eller med et særligt stort varmebehov på de koldeste dage.
Stort el-forbrug kræver ny forsyning
Den nye elkedel kræver en ny og bedre elforsyning til Vestforbrænding. Forsyningen skal også kunne drive en ny varmepumpe til overskudsvarme og dække dele af Vestforbrændings lokale elforbrug. Herudover giver den nye elforsyning mulighed for at forsyne et nyt CO2-fangstanlæg, der efter planen skal bygges inden 2030. Sammenlagt bliver det forventede energibehov på op til 100 MW. Det svarer til fem gange Roskildes samlede elforbrug. Det kræver en direkte forsyning fra Energinets centrale el-system, som ligger ca. tre kilometer fra Vestforbrænding. Det er kun de allerstørste kunder, der kobles på sådan.
”Vi skal væk fra olie og gas, og det kræver en masse el i stedet. Derfor er det helt afgørende, at vi får etableret en ny og stabil elforsyning til Vestforbrænding, så vi kan fortsætte arbejdet med at sikre en mere klimavenlig varmeforsyning i fremtiden”, siger Lars Molbech Odgaard.
I fuld drift i 2027
Det vil tage ca. tre år at etablere den nye elforsyning. Heldigvis er det muligt at koordinere den nødvendige kabelforbindelsen og gravearbejdet med et kommende datacenter, der skal bygges i Skovlunde tæt på Vestforbrænding. Fra september 2025 vil elkedlen kunne drives med ca. 3/5 kapacitet fra den nuværende elforsyning. Når den nye elforsyning efter planen er i drift fra medio 2027, vil elkedlen levere ved den fulde effekt på 50 MW.