Et år med fjernvarme: Fri for bekymringer og plads i bryggerset

Helle Lis Nielsen og hendes mand har boet i det gule parcelhus i Herlev i 35 år. Deres børn er kommet til og flyttet ud igen. I de første år stod et stort oliefyr for varmen – en effektiv, men dyr løsning, der tilmed optog en stor del af pladsen i bryggerset.
Sidenhen har de haft naturgas i en periode, men da familien hørte, at fjernvarmen var på vej til området, var beslutningen ikke svær:
“Lige så snart vi fik tilbuddet om fjernvarme, slog vi til. Vi kunne se, at det var billigere at få fjernvarme, og så var det også afgørende, at en fjernvarmeunit fylder en del mindre,” fortæller Helle, der også peger på miljøgevinsten:
“Det er oplagt at udnytte varmen fra afbrænding af skraldet. Så rent miljømæssigt ser vi det også som en god ting.”
Familien fik installeret fjernvarme i august 2024, og selvom de er meget tilfredse med løsningen, er der alligevel én ting, Helle stadig savner ved det gamle oliefyr:
“Det var jo en stor ovn, der fyldte en masse, men den afgav også en masse varme – så det var enormt effektivt til at tørre vasketøj.”
“Det hele bliver klaret for os”
Efter skiftet til fjernvarme har familien haft stabil og behagelig varme i huset – også i de kolde vintermåneder.
“Vi har ikke oplevet nogen problemer. Faktisk har vi slet ikke bemærket, at vi har fået fjernvarme i forhold til varmen i huset, så det er positivt,” siger Helle og tilføjer:
“Med det gamle fyr var det vores opgave at sørge for, at det blev vedligeholdt – og vi skulle betale hvert år for, at nogen kom ud og lavede service. Med fjernvarme ejer vi ikke unitten, og så er vi med i en ordning, hvor vi får service løbende. Det er rart, at processen er bekymringsfri, fordi det hele bliver klaret for os.”
”Hjalp os med at komme ud om morgenen”
Når Helle tænker tilbage på selve anlægsarbejdet, husker hun det som en tid, hvor der blev taget stort hensyn til familiens hverdag:
“Vi bor ud til en vej, som ikke kan spærres så lang tid ad gangen, så vi har nok været lidt heldige. Men alt kørte bare som det skulle, og medarbejderne var rigtig søde til at hjælpe os med at komme ud på vejen hver morgen,” siger hun.
Nu har familien haft fjernvarme i over et år, og systemet har bestået alle fire årstider. Og selvom Helle må vente lidt længere tid på, at vasketøjet er tørt, er hun ikke i tvivl: Fjernvarmen er den rigtige varmeløsning.