Gode takter i regeringens CCS-udspil
SVM-regeringen har i dag præsenteret et nyt CCS-udspil, som sætter retning for arbejdet med CO2-fangst frem mod 2030. Vestforbrænding hilser udspillet velkommen, da det er med til at skabe sikkerhed for arbejdet med CO2-fangst. Vestforbrændings direktør Steen Neuchs Vedel var med ved dagens lancering af udspillet og har disse kommentarer.
”Vestforbrænding har deltaget i det første CCS-udbud, og der var mange knaster – både hvad angår regulering men også tidsplan. Jeg er meget glad for, at regeringen nu har lyttet til vores feedback, og at de – langt hen ad vejen - er kommet disse udfordringer til livs med dagens udspil. Jeg er særligt glad for, at man ændrer tidsplanen for puljerne, så det nu er langt mere sandsynligt, at de forventede reduktioner af udledning gennem CO2-fangst kan nås - og dermed at 2030 målsætningen kan nås. Så det er en god dag for klimaet i dag” siger Steen Neuchs Vedel.
Der er nu en klar anvist tidsplan for hvordan lagringslicenser og CCS-puljerne tildeles. Selvom det er godt, understreger Vestforbrændings direktør, at disse tidsplaner skal holde, hvis klimamålsætningerne skal kunne indfries.
”Det er fuldkommen afgørende, at den fremlagte tidsplan holder, og det vil jeg opfordre regeringen til at fokusere indgående på” siger Vestforbrændings direktør, Steen Neuchs Vedel.
Arbejdet med CO2-fangst fortsætter ufortrødent hos Vestforbrænding, som stadig har en målsætning om at indfange al CO2 fra skorstenen inden 2030.
”Vi er klar, og vi er i aktuelt i dialog med branchen omkring rørlægning og lagringlicenser. Vi ser meget frem til arbejdet og vil løbende holde regering fast på deres udspil,” slutter Steen Neuchs Vedel.