Ny boosterpumpestation indvidet i Lyngby-Taarbæk

Fredag den 3. oktober blev Vestforbrændings nye boosterpumpestation på Gl. Lundtoftevej officielt indviet med pølsevogn, snoreklip og taler fra både bestyrelsesmedlem Richard Sandbæk og direktør Steen Neuchs Vedel.
Pumpestationen er en vigtig milepæl i udrulningen af fjernvarme til Virum og omegn. Den fungerer som et ”ekstra hjerte” i fjernvarmesystemet og sikrer, at varmen kan pumpes hele vejen fra Vestforbrænding til Virum – en strækning, der ellers ville være for lang til at opretholde tryk og temperatur.
”Fjernvarmen er den mest effektive måde for kommunen at nedbringe sin CO2-udledning og endnu vigtigere for borgerne i Lyngby-Taarbæk, som har en meget høj tilslutningsprocent. Tusind tak til alle for at hjælpe med at få fjernvarmen til at fungere i vores hverdag”, lød det ved indvielsen fra formand for teknikudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune Richard Sandbæk.
Pumpestationen er bygget ind i en over 100 år gammel gardinfabrik, hvilket giver projektet et særligt præg af "nyt møder gammelt". Det har givet en del udfordringer i byggefasen at skulle bygge i en så gammel bygning, som er funderet på egetræspæle lige op ad Mølleåen. Men resultatet er blevet godt og Vestforbrændings drift er især glad for at stationen er placeret i terræn, så de ikke skal ned i kældre og underjordiske bygværker når der skal udføres serviceopgaver.
"Boosterpumpestationen er ikke bare en teknisk installation. Den er en nøglekomponent i vores ambition om at levere fjernvarme til tusindvis af husstande i Virum. Den gør det muligt at nå ud til Virum allerede denne vinter, og den er designet til at kunne vende flowretningen, så vi på sigt kan flytte varme den anden vej, når f.eks. geotermianlægget i Virum er klar” siger projektleder Thomas Egedal Kristensen.
Indvielsen blev fejret med deltagelse af entreprenører, samarbejdspartnere og naboer, og stemningen var både festlig og uformel.
Byggeprocessen kort
Processen med at bygge stationen har i store træk været følgende:
- Januar 2024: Vestforbrænding indgik aftale med en teknisk rådgiver på projektet.
- Foråret 2024: Der blev udarbejdet kravspecifikationer og udbudsmateriel og udbudt fag- og storentrepriser. Samtidig med dette arbejde blev udført fik Vestforbrænding indgået en lejeaftale med grund- og bygningsejer om, at vi kunne etablere en station i deres bygning.
- Juli 2024 – januar 2025: Vestforbrænding overtog lejemålet i juli 2024 og påbegyndte nedrivningen og efterfølgende bygningsarbejder. Det viste sig at der var mange uforudsete udfordringer med den gamle bygning, hvor der skulle pælefunderes og føres rør ind gennem fundamenter, men det lykkedes og i januar 2025 var gulvet støbt, hvorefter tømrer og malere kunne rykke ind.
- Marts 2025: Her startede selve opbygningen af den indvendige stålkonstruktion og rørsystemet.
- Juni 2025: Nu kunne elektrikerne rykke ind og i løbet af sommeren 2025 var montagearbejdet afsluttet, hvorefter idriftsættelsen kunne påbegyndes.
- Oktober 2025: Idriftsættelsen er gennemført og stationen er nu klar til indvielse.