Ny leder til Vestforbrænding Affaldsenergi

Pr. 1. juni tiltræder Vegard Hetting stillingen som leder af Vestforbrænding Affaldsenergi Aps. Vegard indgår samtidig i Vestforbrændings ledelse.
Vegard har en ingeniør- og lederuddannelse fra DTU, og har de seneste seks år haft ansvaret for at tilrettelægge og lede omfattende investeringer i bl.a. ny energieffektiv teknologi hos CpKelco, som er et amerikansk baseret selskab med placering i bla. Danmark, der leverer råvarer til den globale fødevareindustri.
Tidligere har Vegard haft ansvar og ledelse i virksomheder som Thermo Fisher Scientific og MHI Vestas Offshore Wind, ligesom han i en årrække har haft ledende poster hos Haldor Topsøe A/S – blandt andet med udvikling og implementering af global strategi, nyt forretningsstyringssystem samt opbygning af global virksomhedsstøttefunktion.
”Jeg er rigtig glad for, at vi har fået Vegard med ombord. Hans erfaringer og viden matcher vores behov under den proces, vi er i gang med lige nu og den rivende udvikling, vi kommer til at opleve i de kommende år. Jeg og de øvrige medlemmer af vores ledelse ser frem til et godt, konstruktivt og tæt samarbejde,” siger Vestforbrændings direktør, Steen Neuchs Vedel.
”Det er med en stor portion stolthed, at jeg har sagt ja tak til at få muligheden for at bidrage med at realisere de meget ambitiøse planer, som Vestforbrænding har inden for den grønne omstilling. Fra min lange erfaring i den private sektor, har mit fokus altid været at vise, at indførelse af bæredygtige løsninger og ny teknologi er en god forretning både for miljøet, medarbejderne og bundlinjen. Med Vestforbrændings centrale rolle i affalds- og energisektoren, er jeg sikker på, at det bliver en spændende udfordring, og jeg glæder mig til at møde mange nye og dygtige kollegaer med samme passion,” siger Vestforbrændings kommende leder af Vestforbrænding Affaldsenergi, Vegard Hetting.
Kontakt og information
Du er velkommen til at kontakte os for uddybning af indholdet i denne pressemeddelelse eller har ønsker om interview.