Pizzabakker skal stadig sorteres som restaffald

Københavns Kommune offentliggjorde i marts, at københavnerne fremover må sortere tomme pizzabakker som pap. Hvis du bor i en af vores øvrige ejerkommuner, skal du fortsat sortere din pizzabakke med restaffaldet.
Fugt og madrester på papemballage tiltrækker bakterier, som nedbryder pappet. Og smider man fx en pizzabakke med rester af olie, tomatsauce og hvidløgsdressing i papbeholderen derhjemme, risikerer man også at forurene det øvrige pap i beholderen. Det kan forringe genanvendelsesmulighederne og stiller høje krav til behandlingsprocessen på genanvendelsesanlæggene, der lige nu af den årsag generelt ikke tillader pizzabakker i papaffaldet. Derfor anbefaler Miljøstyrelsen som udgangspunkt, at pizzabakker sorteres som restaffald.
Københavns Kommune har imidlertid indgået et sorteringsforsøg med Stena Recycling A/S for at teste den reelle betydning, som pizzabakker i papbeholderen har for kvaliteten af papaffaldet og de efterfølgende genanvendelsesmuligheder. Selvom forsøget har vist gode indledende resultater, udtaler Stena Recycling, der i dag håndterer papaffald fra alle Vestforbrændings ejerkommuner, at de ikke er klar til at udvide ordningen til andre kommuner, før de har flere konklusioner fra det igangværende forsøg i København. En ændring i praksissen i andre kommuner ville desuden også kræve Miljøstyrelsens tilladelse til at ændre klassificeringen af pizzabakkerne.
Vi er dog altid nysgerrige på nye initiativer til at fremme genanvendelse og følger derfor i spænding forsøget i Københavns Kommune, som skal evalueres i maj.
For nu skal din pizzabakke stadig i beholderen til restaffald.