Matomo noscript

Plastrør kan erstatte traditionelle stålrør | Vestforbrænding

Plastrør kan erstatte traditionelle stålrør

PERT rør samlet i gravehul

Når Vestforbrændings entreprenør M.J. Eriksson lægger fjernvarmerør i Ballerup, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk, så er der en god chance for, at rørene er lavet af plast og ikke stålrør, som er det materiale fjernvarmerør traditionelt laves i. Plastrør giver en række fordele i store fjernvarmeprojekter og i den størrelse, Vestforbrænding er i gang med. 

De fjernvarmerør af plast, som Vestforbrænding benytter kaldes PertFlextra. Systemet er så nyt, at det indtil nu blot er brugt i forskellige pilotprojekter og mindre områder, hvor Vestforbrænding udruller fjernvarme. Pilotprojekterne viser så gode resultater, at Vestforbrændings ene totalentreprenør har budt ind med denne type rør. Det er første gang, at systemet benyttes i så stor skala som Vestforbrændings fjernvarmeprojekt, som omfatter syv kommuner i Storkøbenhavn med behov for mere end 300 km nye fjernvarmerør.

Væsentlige fordele og få ulemper

PERT-røret er primært produceret i PE-plast, og der er flere fordele ved produktet. For det første sparer det tid, fordi anlægshastigheden kan øges. Det kan den, fordi plastrør er mere fleksible end stålrør, når der f.eks. skal laves bøjninger og de er langt hurtigere at samle i forhold til stålrør, som skal svejses. Og når anlægstiden bliver kortere, bliver anlægsprojektet billigere. En anden fordel er, at det er langt lettere at transportere plastrørene, da flere hundrede meter kan transporteres i store ruller og skæres ud i rette længder på stedet.

Samtidig lever plastrøreren op til de standarder, som fjernvarmerør skal leve op til. Der er i det præisolerede rør indlagt en såkaldt diffusionsspærre for både at holde vand ude, men også til at kunne undgå, at fjernvarmevand siver ud i isoleringen. Desuden er PERT-røret udstyret med alarmtråde, som overvåger, om røret er utæt. Det er vigtigt for at sikre stabil og driftssikker fjernvarme i hele fjernvarmenettet.

Der er også nogle begrænsninger ved systemet, som Vestforbrænding er opmærksomme på. Et par eksempler er, at temperaturen i rørene skal holdes på maks. 90°C. og at størrelsen, dvs. diameteren har en maksimalstørrelse. Men, det har ingen betydning i de områder, hvor PERT-rørene skal lægges, for der vil temperaturen skulle være omkring 70°C.

”Vi ønsker at benyttes os af solide løsninger, der kan være med til at sikre, at Vestforbrændings store fjernvarmeudrulning bliver løst til aftalt tid, pris og kvalitet. Derfor er vi indtil videre begejstrede for at arbejde med plastrør,” fortæller Anette Hejnfeldt Strandberg, som er sektionsleder i Vestforbrænding Fjernvarme, og fortsætter: ”Med et projekt af denne størrelse er det vigtigt, at vi også forholder os til nye og mulige teknologier og materialer, som både kan lette arbejdsgange og sikre stabil økonomi i anlægsfasen”.

Forbedring af arbejdsmiljø

Pris og kvalitet er vigtige parametre at måle på. Men arbejdsmiljø er en mindst lige så vigtig faktor, og her har plastrørene nogle store fordele, fortæller arbejdsmiljøkoordinator Rune Grimsbo fra Vestforbrænding, som fremhæver fire punkter:

”For det første bliver medarbejderne ikke udsat for kræftfremkaldende svejserøg, da plastrørene ikke skal svejses. For det andet bliver medarbejderne ikke udsat for samme slid på kroppen gennem tunge løft af rør og værktøj. For det tredje bliver samling af PERT-rør udført uden større udgravninger. Og endelig minimeres tiden med åbne udgravninger, hvor der kan være risici for undermineringer. Med andre ord store arbejdsmiljømæssige fordele”.

Om Vestforbrændings udrulning af fjernvarme

Udrulningen af Danmarks største fjernvarmeudvidelse er i fuld gang, og projektet forventes afsluttet i 2030. Godt 39.000 nye fjernvarmekunder vil blive konverteret fra fossilholdig naturgas eller olie til mere klimavenlig fjernvarmeproduktion. Kan nye typer rør af plast være med til at sikre en god hastighed på projektet, en fornuftig pris, høj kvalitet og et godt arbejdsmiljø, så vil brugen sandsynligvis blive udvidet til at omfatte kommende etaper og projekter.

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte os for uddybning af denne pressemeddelelse eller har ønsker om et interview.