Sortering af polstrede møbler øger reel genanvendelse
En ny undersøgelse viser, at der kan sorteres 17 % metal og 13 % træ til genanvendelse fra de polstrede møbler, vi kasserer og afleverer på genbrugsstationen. Det skyldes især, at sorteringen er blevet automatiseret, så vi kan udnytte flere af materialerne. Med andre ord kan vi sende mindre til forbrænding og mere til genanvendelse.
Hvad der begyndte som et forsøg i 2023 med sortering af polstrede møbler, er nu en fast ordning: Vestforbrænding har siden 1. april 2024 sendt polstrede møbler fra alle 23 genbrugsstationer til sortering hos Marius Pedersen i Rødovre. Kravet i kontrakten er, at leverandøren skal levere en genanvendelse på mindst 25 % ved benyttelse af et automatisk sorteringsanlæg, forklarer Morten Strandlod, som er chef for afsætning og konsulenter i Vestforbrænding:
”Tidligere var der ikke automatisk sortering, så sorteringen bestod i en manuel sortering, hvor kun metallet blev udnyttet til genanvendelse, svarende til en genanvendelse på ca. 10-15 % af møblerne. Så det er en klar forbedring, at vi kan sortere i alt 30 % fra til genanvendelse.”
Processen på det automatiske anlæg hos Marius Pedersen består i, at affaldet neddeles og køres gennem et sorteringsanlæg. Ved hjælp af sorteringstromler og optiske scannere kan anlægget se forskel på materialerne, når det kører igennem maskinen. Når materialet bliver genkendt, sorterer maskinen det i bunker med hver sin materialetype, som herefter kan sendes til genanvendelse.
Fra april til september 2024 har vi indsamlet 3.746 ton polstrede møbler og sendt 1.123 ton til genanvendelse. Når året er gået, forventer vi, at sorteringen af polstrede møbler har bidraget med 0,5 procentpoint til målet om 60 % reel genanvendelse i 2030 i Vestforbrændings kommuner.
Kontakt
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til sortering og genanvendelse af polstrede møbler.