Status på Halosep: Målet er 100 procent udnyttelse

Siden 2023 har HaloSep-anlægget forvandlet flyveaske fra affaldsforbrænding til genanvendelige materialer. Det, der begyndte som et forsøg, er i dag en driftssikker løsning med ambitionen om at udnytte 100 procent af asken.
HaloSep er på få år gået fra pilotanlæg til en driftsklar løsning, der i dag behandler næsten 40 procent af Vestforbrændings flyveaske – og gør den fuldt ud genanvendelig.
Flyveaske opstår, når affald brændes. Normalt deponeres flyveaske som farligt affald på grund af indholdet af tungmetaller, men med HaloSep-teknologien er det nu muligt at separere tungmetaller fra flyveasken, som dermed omdanner den farlige flyveaske til et ikke farligt genanvendeligt restprodukt.
”Anlægget er en kæmpe succes. Vi har allerede vist, at teknologien virker. Nu handler det om at tage det næste skridt – at udfase pilotfasen helt. Jeg tror fuldt og fast på, at vi vil lykkes,” siger Ahmad Gabokji, afdelingsleder og procesteknisk leder i HaloSep.
Han vurderer potentialet af anlægget til at være langt større end de 40 procents udnyttelse. Faktisk er forventningerne, at anlægget kan behandle 100 procent af flyveasken i 2027, men det kræver komplekse designforbedringer og store investeringer i anlægget.
Vejen til fuldskala
”Lige nu får vi det maksimale ud af anlægget. For at realiserer fuld udnyttelse af anlægget, kræver det en korrekt analysering og implementering af driftssikre og stabile anlægskomponenter, som vil eliminere flaskehalse og udfase komponenter, der indkøbt efter pilotanlægsforhold,” siger Ahmad Gabokji.
I 2022 var anlæggets driftstid meget begrænset. Dengang var der kun ét skiftehold, hvilket betød, at der blev produceret omkring fem tons behandlet materiale på et døgn, hvorefter anlægget måtte stå stille i op til 17 timer for at blive renset og gjort klar igen. Siden er driften blevet udvidet og anlægget forbedret, så der i dag er skiftehold hele ugen, så anlægget kan køre mandag til fredag med en oppetid på omkring 85 procent.
Flyveaske er dog ikke en ensartet størrelse, og derfor er indholdet i flyveasken én af udfordringerne ved at optimere udnyttelsen yderligere.
”Vores råvarer er alt det, folk og virksomheder smider i skraldespanden. Jo dårligere vi er til at sortere affaldet, jo dårligere er vores råvarer. Det er svært at arbejde med et anlæg, hvor man ikke kender råvaren på forhånd. Derfor er det afgørende, at vi har de rette rammer og systemer på plads, så anlægget kan køre stabilt og hurtigt kan tilpasse sig, når råvarerne varierer,” siger Ahmad.
Fra affald til ressource
I store fældereaktorer behandles flyveasken i kemiske processér, for at separere tungmetallerne fra asken, så metallerne kan udnyttes på ny. Tilbage står en renset aske, som er stabil og kan bruges i for eksempel støbematerialer. På den måde bliver både metallerne og asken til nye ressourcer i stedet for at ende som affald.
Alt det behandlede flyveaske kan i dag genanvendes, blandt andet til støbning af fundamenter. Genanvendelse af metaller afsættes gennem kontrakter med aftagere i udlandet.
I 2026 skal HaloSep kunne behandle omkring 60 procent af flyveasken, og i 2027 forventes teknologien at kunne håndtere det hele.