Matomo noscript

Komplekst ventilskifte styrker fjernvarmen | Vestforbrænding

Komplekst ventilskifte styrker fjernvarmen

Ventilskift Hejses Op

Når vi udruller fjernvarme til tusindvis af borgere, handler det ikke kun om at lægge nye rør. Det handler også om at styrke det eksisterende net, så det kan bære fremtidens varmeforsyning. 

Vi har netop gennemført et omfattende ventilskifte på en af vores vigtigste hovedledninger i Nordnettet – den ledning, der transporterer store mængder energi videre mod blandt andet Farum, Hillerød og DTU. Derfor krævede arbejdet detaljeret planlægning, og en helt ny måde at drive nettet på under selve indgrebet, så vi kunne sikre forsyningen til vores kunder. 

“Det er motorvejen. Det er klart den ledning, der transporterer mest energi,” forklarer sektionsleder Thomas Vium Asbjørn. 

Opgaven var derfor kompleks: 

  • Hovedventilerne, der ikke havde været aktiveret i mange år, skulle udskiftes 
  • Dele af nettet skulle drives på en ny måde under arbejdet 
  • Trykhold og forsyning skulle sikres undervejs 
  • Erfaringerne skulle dokumenteres, så de kan bruges i kommende projekter. 

En vigtig del af løsningen var at kunne forsyne dele af Nordnettet “bagfra” via vores anlæg på DTU i Lyngby. 

"Rent forsyningssikkerhedsmæssigt betyder det, at hvis der opstår et brud eller en situation, hvor vi er nødt til at spærre af, kan vi faktisk forsyne hele Nordnettet bagfra," siger Thomas Vium Asbjørn.  

Mere viden om nettet giver fjernvarme til flere 

Samtidig gav projektet værdifuld indsigt i et net, hvor dele af det er mere end 50 år gamle. De gamle rør viste sig f.eks. at være i overraskende god stand. Alligevel har de nye ventiler markant større gennemstrømning, fortæller seniorspecialist Antoni Trumulis: 

“De nye ventiler har cirka dobbelt så stor lysning som de gamle. Populært sagt er det lidt som at gå fra en tosporet til en firesporet motorvej.”

For hver gang vi arbejder i nettet, bliver vi klogere på, hvordan vi kan udnytte infrastrukturen bedre, og den samlede vurdering fra projektgruppen bag ventilskiftet er klar: "Det er gået sindssygt godt." 

Arbejdet har været blandt de mest komplekse driftsopgaver i nyere tid og involveret vores afdelinger for drift og energiplanlægning, vores kontrolrum, eksterne entreprenører og interne samarbejdspartnere på Vestforbrændings kraftvarmeværk i Lyngby, der ligger ved DTU.