Vandrefalk yngler igen
Igen i år yngler vandrefalken i toppen af vores skorsten. Det er tredje gang på fire år, og fredag blev årets fugleunge ringmærket i 150 meters højde.
150 meter over jorden i en redekasse på toppen af skorstenen på Vestforbrænding i Glostrup yngler et vandrefalkepar for tredje gang på fire år. Det er stadig en lille sensation med vandrefalke i skorstenen, da det kun er tredje gang i over 100 år, at rovfuglen yngler i hovedstadsområdet.
Ringmærke skaffer viden om falken
I år er der en enkelt fugleunge i kassen, og fredag lykkedes det ringmærker og lektor Søren Møller på vegne af Statens Naturhistoriske Museum at ringmærke fuglen sammen med Brian Christensen fra vores ejendomsdrift. Den lette metalring med et løbenummer og en adresse omkring en fugls ben kan hjælpe med værdifuld viden om fuglenes biologi som fx levealder og dødsårsager.
Sund og rask fugleunge
Adgangen til redekassen går via en topersoners elevator til toppen af vores skorsten. Her åbnede den professionelle ringmærker lugen til redekassen og tog forsigtigt vandrefalkeungen ned i en stofpose for at måle, veje og vurdere fugleungens generelle sundhedstilstand, som heldigvis var god. På grund af fuglens størrelse gætter ringmærkeren på, at fuglen er en hun.
”Jeg var lidt urolig for, om ringen endnu var for stor til fugleungen, da de jo også passer til en voksen fugl. Heldigvis lykkedes ringmærkningen, så det ikke bliver nødvendigt at forstyrre fuglene igen,” siger Søren Møller, som også fik mulighed for at fotografere falkehunnen, da den fløj forbi:
”Man kan tydeligt se, at hun også er ringmærket. Ringen på fuglens højre ben er blå og har bogstaverne AP, hvilket indikerer at hun stammer fra Halland i Sverige og kom til verden i 2018,” forklarer Søren Møller. Det er samme hun, som også ynglede på Vestforbrænding i 2021.
Redekassen i skorstenen blev opsat i samarbejde med DOF BirdLife i 2020, da en lokal ornitolog havde observeret et vandrefalkepar ved Vestforbrænding. De ynglede første gang i 2021, igen i 2022 og så altså i år. Ifølge DR - Danmarks Radio er vandrefalken stærkt tilbage i Danmark i år med omkring 20 ynglende par.
Ringmærkning af vandrefalkeunge 2024