Video: Vejen til mere fjernvarme

Hvordan får man fjernvarmen helt ud til de områder, hvor økonomien og de lokale forhold gør projekterne mere komplekse?
Det spørgsmål sætter Dansk Fjernvarme fokus på i en ny video, hvor Vestforbrændings områdechef Bjørk Paamand Olsen fortæller om de muligheder, som den genåbnede Fjernvarmepulje kan skabe for fremtidige fjernvarmeprojekter.
Vestforbrænding er i gang med at udrulle fjernvarme flere steder i forsyningsområdet, blandt andet i Farum. Men nogle områder er vanskeligere at nå end andre. Det gælder typisk mindre områder eller steder, hvor udbygningen er mere kompleks. Her kan økonomien være afgørende for, om et projekt kan realiseres.
I videoen peger Bjørk Paamand Olsen på, at Fjernvarmepuljen kan være med til at sænke tærsklen for, hvornår et projekt bliver økonomisk bæredygtigt.
"De sværeste områder er tit de mindre områder eller de mere komplicerede områder. Her giver Fjernvarmepuljen os nye muligheder for at sænke tærsklen for, hvornår der kan komme god økonomi i et projekt," siger Bjørk Paamand Olsen bl.a. i videoen.
For Vestforbrænding handler fjernvarmeudrulning om mere end teknik og anlægsarbejde. Målet er at give flere borgere adgang til en stabil, kollektiv varmeforsyning og samtidig understøtte den grønne omstilling.
Se videoen
Dansk Fjernvarme har produceret videoen som led i omtalen af den genåbnede Fjernvarmepulje.

