Matomo noscript

Geotermi | Vestforbrænding
Fire special-lastbiler i kortege på vej

Geotermi

Bliv klogere på, hvordan varmt vand fra undergrunden kan bruges til fjernvarme.

Geotermi bliver i fremtiden en vigtig energikilde til Vestforbrændings fjernvarmenet. Det er ret smart. Geotermisk vand varmes naturligt op i undergrunden og pumpes op til overfladen, hvor varmen fra vandet bliver overført til fjernvarmenettet. Herefter bliver det afkølede vand pumpet tilbage til undergrunden, og det hele starter forfra igen.

Der er heldigvis mange områder i Danmark, hvor der er et stort potentiale for at udnytte geotermi - ikke mindst i områder, hvor Vestforbrænding tilbyder fjernvarme.

Vestforbrænding har et samarbejde med Innargi, der både skal kortlægge, hvor det er muligt at bruge geotermi til fjernvarme samt have ansvar for alle dele af at etablere et geotermisk anlæg - fra de indledende seismiske undersøgelser, til varmen kan overføres til fjernvarmenettet.

Hvad er geotermi?

Jordens kerne er brandvarm. Temperaturen stiger med ca. 25-30°C for hver kilometer ned i undergrunden. Den varme kan bruges til fjernvarme.

For at udnytte varmen skal et geotermisk anlæg placeres ved geotermiske reservoirer. For det varme vand bevæger sig i de reservoirer, der ligger 1.000-3.000 meter under jordens overflade. Dernæst skal placeringen af anlægget ligge tæt på fjernvarmenettet, så fjernvarmekunderne kan få glæde af varmen.

Det geotermiske vand cirkuleres i et lukket kredsløb: Det varme vand pumpes op fra de dybe boringer til geotermianlægget, hvor varmen overføres til fjernvarmenettet via en varmeveksler. En varmepumpe bruges også til at sikre den rette temperatur på vandet. Når varmen er overført, pumpes det geotermiske vand ned i undergrunden igen.

Illustration af geotermisk anlæg over jorden med boringer ned i undergrunden, der er koblet til fjernvarmenet

Lokal, pålidelig og en god nabo

Der er flere fordele ved at bruge geotermi som energikilde til fjernvarme:

Etagebolig ikon, to højhuse

Lokal

Den vedvarende energiressource med det varme vand findes helt lokalt i undergrunden lige nedenunder det geotermiske anlæg.

Driftsstatus ikon

Pålidelig

Den geotermiske varme er altid tilgængelig - uanset om vinden blæser, solen skinner og uafhængigt af dag og nat.

Nabo ikon, to personer tæt på hinanden

En god nabo

Når først et geotermianlæg er i drift, er der ingen støj, ingen lugtgener eller lokal forurening fra anlægget.

Seismiske undersøgelser

Det er nødvendigt at udføre seismiske undersøgelser af undergrunden for at afdække, hvor det er bedst at placere et geotermisk anlæg. Det sker ved at special-lastbiler kører forskellige ruter og sender vibrationer i undergrunden. Vibrationerne bliver registreret af målerudstyr, og målerdata bliver brugt til at udarbejde et kort over undergrunden.

Som beboer langs ruten kan du opleve ca. 20 sekunders vibrationer, når undersøgelsen finder sted tæt på dig. Efter 10 - 20 minutter kører lastbilerne videre for at undersøge undergrunden længere fremme på ruten. Vibrationerne er hverken farlige for mennesker eller bygninger.

Speciallastbil presser plade ned i asfalt for at sende vibrationer i jorden

Special-lastbil sender vibrationer ned i jorden