
Enkle huskeregler
Her får du tips og tricks til, hvordan du kan spare på varmen hjemme hos dig. For bare få, enkelte huskeregler kan nemt spare dig penge og varme.
Radiatorerne virker bedst, når varmen kan bevæge sig frit.
- Radiatoren skal være varm i toppen og kold i bunden.
- Hold radiatoren fri for tøj, gardiner, møbler og andet, så varmen kan cirkulere frit.
- Indstil termostaterne ens i de rum, du vil opvarme.
Hold øje med dit varmeforbrug – det giver hurtigt overblik og kan afsløre, hvis noget ikke fungerer som det skal f.eks. luft i systemet eller en defekt termostat.
Brug selvbetjeningen til nemt at se og følge med i dit forbrug.
Et sundt indeklima og tør luft gør det både nemmere og billigere at varme rummet op.
- Luft ud 2-3 gange dagligt i 5-10 minutter med gennemtræk.
- Luk for radiatorerne, mens du lufter ud.
Jo mindre varme, der slipper ud, jo mere får du ud af den energi, du betaler for.
- Luk dørene til kolde rum som soveværelser.
- Træk gardiner for om natten – det hjælper med at holde på varmen.
- Undgå så vidt muligt natsænkning – det koster ekstra energi at varme boligen op igen dagen efter.
Små justeringer kan give store besparelser.
- 21˚C er en ideel stuetemperatur for de fleste. Hver ekstra grad betyder ca. 5 % større varmeforbrug.
- Sørg for, at alle rum er opvarmet til mindst 19 grader for at undgå skimmel.
- Hold en jævn temperatur i hele boligen.
- Har du gulvvarme? Husk, at temperaturen kun stiger ca. 1°C i timen – tålmodighed betaler sig, inden du skruer yderligere op.
Hvis din radiator ikke bliver varm, skyldes det sjældent leveringen af fjernvarme. Tjek:
- Om stiften sidder fast i termostaten.
- Om der er luft i systemet.
- Om anlægget mangler vandtryk.
Kontakt din VVS’er, hvis du er i tvivl.
De fleste fjernvarmeunits regulerer automatisk efter vejret og skruer selv ned om sommeren. Du behøver derfor ikke justere på den manuelt.
Har du et ældre anlæg uden automatisk styring, bør du sommerlukke ved at dreje ventilen på anlægget.