Matomo noscript

Hvad er en vekslerstation? | Vestforbrænding
Veksler Ballerup sænkes med kran

Hvad er en vekslerstation?

En vekslerstation er en vigtig del af fjernvarmenettet. Den fungerer som bindeled mellem det overordnede fjernvarmenet og de lokale fjernvarmerør, der forsyner boliger og virksomheder med fjernvarme.

I vekslerstationen bliver fjernvarmevandets tryk og temperatur tilpasset, så varmen kan bruges til opvarmning og varmt brugsvand. Det er samtidig med til at sikre en stabil og effektiv drift af fjernvarmenettet.

Er en del af fjernvarmens vej til dit hjem

Fjernvarmen bliver produceret centralt og transporteret gennem det overordnede fjernvarmenet over lange afstande.

Inden fjernvarmen sendes videre ud til de lokale fjernvarmerør, passerer den en vekslerstation. Her bliver tryk og temperatur tilpasset, så fjernvarmen kan fordeles videre i lokalområdet. Derfra transporteres varmen videre til de enkelte huse, hvor en fjernvarmeunit overfører varmen til boligens radiatorer og det varme brugsvand.

Når flere områder får fjernvarme, er der behov for at udbygge fjernvarmenettet. Her spiller vekslerstationerne en vigtig rolle.

De gør det muligt at koble nye boligområder på fjernvarmenettet og er samtidig med til at sikre en stabil varmeforsyning til både nye og eksisterende fjernvarmekunder.

Både over og under jorden

En vekslerstation kan placeres både over og under jorden. Den bedste løsning afhænger blandt andet af pladsforholdene, omgivelserne og de tekniske rammer i området.

Når en vekslerstation placeres under jorden, fylder den mindre i byrummet. I de tilfælde vil der typisk kun være ventilationshætter og adgang til anlægget synlige over terræn.

Vestforbrændings vekslerstation ved Skovbrynet i Gladsaxe er et eksempel på en nedgravet løsning. Her er størstedelen af anlægget placeret under jorden for at begrænse dets synlige aftryk i området.