Matomo noscript

Corona giver ekstra affald i Storkøbenhavn | Vestforbrænding

Corona giver ekstra affald i Storkøbenhavn

Fire affaldsspande til sortering

Er du en af dem, der har brugt Corona-tiden til at rydde ud i kælderen eller lave en ny tilbygning. Så er du ikke alene. På Vestforbrændings genbrugsstationer har 2020 været et travlt år, og også i private hjem er der kommet ekstra i skraldespandene. Det viser nye tal fra Vestforbrænding.

2020 blev et helt særligt år, hvor Corona også satte sit præg på vores affald. Den samlede affaldsmængde fra borgerne i 18 af Vestorbrændings ejerkommuner blev i 2020 5 pct. større end i 2019.

”Der er opstået en pulterkammereffekt i hjemmene, hvor mange borgere har udnyttet tiden til at få ryddet op, bygget nyt eller lavet havearbejde. De aktiviteter ses tydeligt i affaldsmængderne fra 2020”, siger Gitte Holm Ditlevsen, datakonsulent i Vestforbrænding.

Travlhed ved containerne

Der har været travlt på genbrugsstationerne i 2020. Efter en nedlukning i foråret oplevede Vestforbrænding i april rekordhøje indsamlede mængder, da genbrugsstationerne åbnede igen. De høje mængder fortsatte mere eller mindre året ud, dog i mindre skala fra august.  

I 2020 blev der alene på genbrugsstationerne indsamlet 379.313 ton - en stigning på 7,6% i forhold til 2019. På næsten alle affaldsfraktioner kan der konstateres større mængder i 2020, og de tre største fraktioner er byggeaffald, haveaffald og jord. Men også træ er der kommet mere af.

Grafik der viser indsamlet affald, målt i ton, fra 2015 til 2020

Mere i skraldespandene

Ved husstandene og i affaldskuber er der også blev indsamlet mere affald end normalt og i alt 272.000 ton.

”Der er kommet mere affald fra de private hjem, fordi flere har arbejdet hjemme. Måltiderne bliver spist hjemme. Og så er der mange, der har købt varer på nettet, og det kommer der en masse pap ud af ” siger Gitte Holm Ditlevsen, datakonsulent i Vestforbrænding.

Faktisk er affaldsmængderne steget på stort set alle de affaldstyper, der bliver sorteret til genanvendelse – lige bortset fra papir, fordi flere frabeder sig aviser og reklamer.

Det fremgår i figuren, hvordan mængderne fordeler sig på syv affaldsfraktioner. De er særligt udvalgt som målepunkt i Danmarks ressourcestrategi og indsamles både ved husstanden, i kuber og på genbrugsstationer. Målet er 50 % genanvendelse for de syv udvalgte fraktioner i 2022. I 2020 nåede Vestforbrændings kommuner 42 %.

Søjlediagram, der viser ressource strategi for genanvendelse, fra 2011 til 2020, i procent

Mere til genanvendelse

Selvom vi har smidt mere ud, så er den gode historie, at mere af vores affald bliver sorteret til genanvendelse og mindre kommer til forbrænding.

”Kommunerne er kommet langt med at indsamle affald til genanvendelse, og borgerne er gode til at sortere – både hjemme og på genbrugsstationen. De fleste har efterhånden også mange skraldespande i indkørslen eller i gården. Og der kommer flere til med tiden”, fortæller Gitte Ditlevsen og henviser til, at mange husstande i løbet af det næste år skal begynde at sortere i 10 affaldstyper.

På figuren nedenfor kan du se udviklingen i behandlingen af husholdningsaffald. I dag sorterer vi godt 64 pct. til genanvendelse af alt det affald, der kommer fra private husstande via indsamling, genbrugsstationer og affaldskuber.

Mere genanvendelse i fremtiden

Ambitioner for genanvendelse er høje. EU har sat nye mål om 65 pct. genanvendelse af husholdningsaffald i 2035. Målemetoden er ændret, så der skal måles på flere fraktioner i forhold til Ressourcestrategien. Byggeaffald og jord tæller ikke med i den nye beregning, og de udgør de store og tunge fraktioner på genbrugsstationerne. Til gengæld indgår hårde hvidevarer, elektronik og haveaffald. Og det er vel at mærke ikke udsortering til genanvendelse som nu - men reel genanvendelse. Det betyder, at alt tab i hele processen - fra skraldespanden til et nyt produkt - skal fraregnes.

"Derfor skal vi tænke i helt nye løsninger og trække meget affald ud af den brændbare fraktion”, siger Gitte Holm Ditlevsen, som tilføjer, at det endnu ikke er fastlagt, hvordan man rent faktisk vil måle på den reelle genanvendelse.

”Uanset hvad så bliver det en stor opgave at nå i mål med”, konstaterer Gitte Holm Ditlevsen.