Gitte Holm Ditlevsen
Datakonsulent
Tsvetomila Hristova trives i bygherrerollen og med at styre store som små projekter og deres interessenter. Især samarbejdet med forskellige faggrupper er en drivkraft i hendes arbejde.
Tidligere arbejdede Tsvetomila Hristova hos et større internationalt rådgivende ingeniørfirma, som samarbejdede med Vestforbrænding om forskellige opgaver. Så hun kendte allerede til stedet og de mennesker, der senere skulle blive hendes kolleger.
”Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Vestforbrænding som rådgiver, hvor jeg hjalp med en byggeopgave i 10 måneder. Rådgiverrollen var spændende, men jeg savnede at være projektleder og bygherre, og ikke bare levere ind til en større opgave. Da jeg skiftede til Vestforbrænding i 2018, var det rart, at jeg allerede havde mødt mange af mine kommende kolleger,” fortæller Tsvetomila Hristova.
Hun uddyber: ”De er dygtige og venlige – og der er altid en god tone. Der ville jeg gerne arbejde. Men jeg ved jo selvfølgelig godt, at det var helt unikt, at jeg allerede havde mødt mine kommende kolleger, inden jeg startede.”
I de godt fire år, Tsvetomila Hristova har arbejdet på Vestforbrænding, har hun beskæftiget sig med lidt af hvert inden for det byggetekniske område. Selv er hun uddannet konstruktør og har derudover en uddannelse i ledelse og informatik fra Aalborg Universitet.
”Jeg trives med at have ansvar for en masse forskellige opgaver. Og så er jeg som projektleder og i bygherrerollen med i hele processen fra ide, over byggeri til aflevering til driften. Det er enormt motiverende at få lov at følge et projekt hele vejen. Det er ikke alle steder, du får lov at gøre det,” forklarer Tsvetomila Hristova.
Tsvetomila Hristova fortæller, at hun blandt andet har været med til at projektere projektet, hvor siloens tag sidste sommer blev udskiftet:
”Da siloens tag skulle udskiftes, var det en kæmpe opgave. Der er langt mere i det, end man kunne tro. Du skal både tage højde for de tekniske løsninger og arbejdsmiljø på en og samme tid. Jeg var med i projektet fra start til slut, og jeg trives med at have overblikket, så jeg kan være på forkant med tingene. Derudover har jeg også mandatet og indflydelsen til at tage beslutningerne.”
Tsvetomila Hristova fortæller, at ikke en dag på Vestforbrænding er ens: ”Der er ikke en typisk dag på Vestforbrænding. Jeg kan beskæftige mig med alt lige fra indhentning af indkøbsnumre, over udarbejdelse af udbudsmaterialer til bestilling af en ydelse hos en rådgiver samt føre tilsyn på bygninger.”
Dog går der ikke en dag, hvor Tsvetomila Hristova ikke samarbejder med kollegerne både i sin egen afdeling men også på kryds og tværs af Vestforbrænding. Det skaber værdi i eksekveringen af projekterne, understreger hun:
”Jeg interagerer med både brugerne af den løsning, vi er ved at skabe, men også dem, der skal levere projektet. Det skaber enorm værdi at have kontakt til alle interessenterne. Da jeg ofte leverer projekter til driften, er jeg dybt afhængig af mine kollegers viden i ”Drift og vedligehold”. Vi hjælper hinanden, og det er kun en force med de mange forskellige fagligheder.”
Om Vestforbrænding og den grønne omstilling siger Tsvetomila Hristova:
”Den grønne omstilling kommer ikke af sig selv. Man kunne tro, at Vestforbrænding er en gammeldags virksomhed, der rykker langsomt. Tværtimod er vi en virksomhed, hvor der hele tiden skal tænkes i nye løsninger. Anlægget og vores bygningsmasse skal geares til det, og det er der en masse spændende projekter i for en som mig.”
Her kan du læse, hvad syv andre kolleger laver, og hvorfor de arbejder i Vestforbrænding.