Matomo noscript

Fra praktikant til projektleder | Vestforbrænding
Simon Stavnskær projektleder på Vestforbrænding

Fra praktikant til projektleder

Mød projektleder Simon Stavnskær

Da Simon Stavnskær i august 2022 begyndte som praktikant i Vestforbrænding, havde han ikke forestillet sig, at han bare tre år og et studiejob senere ville være projektleder for fjernvarmeudrulningen i Ballerup. Nu har han netop afsluttet sin kandidatuddannelse fra CBS i General Management and Analytics med en kandidatafhandling om organisationsændringer i Vestforbrænding - og i en alder af bare 25 år er han den yngste projektleder i Vestforbrænding.  

Praktikplads banede vejen 

Simon kom i praktik i Vestforbrænding som del af sin bacheloruddannelse i erhvervsøkonomi og projektledelse på CBS. Selv om det ikke lige var den mest oplagte praktikplads for en CBS-studerede, så var det helt rigtigt for Simon. 

“Jeg var herude til en rundvisning, fordi min farbror arbejder her, og jeg syntes, det var meget spændende. Så jokede vi lidt med, at det kunne være fedt at komme i praktik her – og pludselig blev det til virkelighed,” fortæller Simon, som efter praktikperioden fortsatte som studentermedhjælper ved siden af studierne på CBS. 

Ansvar og relationer 

I studenterjobbet fik Simon gradvist mere ansvar, og det åbnede mulighed for, at han kunne blive assisterende projektleder og løse flere projektlederopgaver allerede som studerende.  

”Jeg har fået meget mere ansvar i mit studiejob end mange af mine medstuderende. Det er ikke bare et studiejob – man bliver taget alvorligt," siger Simon og tilføjer:  ”Det betyder også, at man opbygger relationer, og det gør det lettere at få ting til at ske.” 

Han peger på, at relationer og tillid er afgørende i hans rolle i dag som projektleder, hvor man ofte skal få folk til at samarbejde uden at have formelt ledelsesansvar. 

”Du er leder uden ledelsesmandat. Det handler om at få folk med sig – og det kræver tillid.” 

Fælles løsninger og kompromisser 

Simon er med sin baggrund fra CBS selvsagt ikke teknisk ekspert, selvom han i sine tre år i Vestforbrænding har opbygget en solid viden om fjernvarme. Men ifølge ham, så handler projektledelse heller ikke nødvendigvis om teknisk ekspertise, men snarere om at kunne opbygge tillid og navigere i forskellige interesser. Og her er baggrunden fra CBS en god ballast. 

”Jeg har lært meget om mennesker, dynamikker og teamprincipper. Det bruger jeg hver dag”, siger Simon og fortæller, at jobbet netop handler at finde løsninger på problemer, som alle kan gå med til - om det er kommuner, kolleger, entreprenører eller kunder.  

"Det er jo også det, der er det fede ved jobbet – uden nødvendigvis at være den klogeste eller den med den bedste løsning, så kan man kombinere ressourcer og viden til at finde ud af, hvilken løsning flest kan bakke op om." 

En ny generation af projektledere  

Simon er i dag en del af et team, hvor aldersspredningen er stor, og hvor forskellige fagligheder mødes. Han oplever, at der er sket et skifte i medarbejdersammensætningen. 

”Da jeg startede, var jeg klart den yngste. Nu er vi flere unge, og det giver en god dynamik."

Han ser det som en styrke, at Vestforbrænding tiltrækker profiler med forskellige baggrunde – også uden for de klassiske ingeniørfag. 

”Det er vigtigt, at vi har både specialister og generalister. Jeg skal ikke kunne alt teknisk – men jeg skal vide, hvem der kan”, siger Simon og forklarer, at han har en stor fordel:  

"Jeg har jo været her i flere år end de fleste af de andre projektledere har, så jeg kender jo biksen, jeg kender folk – og jeg ved, hvor tingene kan løses henne. Og hvis der er noget, jeg ikke kan svare på, så ved jeg hvem der kan", siger Simon og understreger vigtigheden af at være på en arbejdsplads, hvor man hjælper hinanden og arbejder for samme mål.  

Taler man om fremtiden, ser Simon mange spændende muligheder i Vestforbrænding, hvor udviklingen går stærkt og professionaliseringen af projektorganisationen er i fuld gang. Og med udsigt til flere års fjernvarmeudrulning har kollegerne da også lavet en aftale:   

"Der er ikke noget, der hedder at smutte før 2028," siger Simon med et smil – og en tydelig ambition om at blive hængende og gøre en forskel.