Første kunde i Danmarks største fjernvarmeprojekt
Kirsten Pødenphant fik blomster, da hendes hus blev tilsluttet fjernvarme.
I går blev den første kunde tilsluttet Vestforbrændings fjernvarmenet, som en del af Danmarks største fjernvarmeprojekt, Varmeplan 2030. Det skete i Herlev på Højbuen, hvor dagen blev markeret med pølsevogn og blomster til Kirsten Pødenphant, der bor i huset, som blev tilsluttet først.
Kirsten og hendes mand tøvede slet ikke, da de sagde ja til tilbuddet om fjernvarme.
”Det skal man bare. Det er miljøhensyn, og gassen skal udfases. Vores børn sagde også, at huset bliver mere værd, så se bare at få fjernvarme.”
Det havde ingen betydning, at gasfyret kun var fem år gammelt, for med en lav tilslutningspris på 15.000 kroner og tilskud fra staten til at afkoble gassen, blev det ikke dyrt at få fjernvarme.
”Nu håber vi bare, at det virker,” siger Kirsten med et skævt smil, inden hun går over til pølsevognen, hvor naboer fra vejen er samlet.
39.000 nye kunder på vej
I alt 39.000 husstande kan frem mod 2030 kvitte olie- og gasfyret og blive koblet på fjernvarmenettet, som bliver udvidet med hele 450 km fjernvarmerør i syv kommuner. Det store anlægsprojekt tog sin begyndelse i Herlev den 31. januar, og i de kommende uger bliver der i det første distrikt, Tvedvangen Øst, tilsluttet 60 nye kunder.
I første etape af fjernvarmeudrulningen i Herlev Kommune vil ca. 2.800 kunder i perioden 2024 - 2028 få tilbudt fjernvarme af Vestforbrænding i samarbejde med entreprenøren M.J. Eriksson. I anden etape af udbygningen kommer yderligere 1.200 kunder på.
Det hele startede i Herlev
Herlev Kommune er naturligt sted at begynde den nye udbygning af fjernvarmen. Herlev Hospital blev i 1972 Vestforbrændings første fjernvarmekunde. Sidenhen er flere etageejendomme og kommunale bygninger blevet koblet på fjernvarmenettet, så omkring halvdelen af kvadratmeterne i Herlev i dag er opvarmet med fjernvarme. Nu er turen kommet til villavejene med ca. 37 km. fjernvarmerør over de kommende år.