Gratis kompost til din have

Nu er det igen blevet den tid på året, hvor du kan hente gratis kompost på Vestforbrændings genbrugsstationer. I år er det fra den 24. marts til den 4. maj.
”Foråret er her endelig, og derfor uddeler vi igen gratis kompostmuld, så haveejere og planteentusiaster kan få jord under neglene,” siger Områdechef for Genbrug og Genanvendelse Yvonne Amskov fra Vestforbrænding og fortæller, at der sidste år blev hentet rekordmeget kompost fra genbrugsstationerne nemlig 6.854 tons, svarende til vægten af cirka 60 blåhvaler.
Den gratis kompost er lavet af haveaffald, som både borgere og kommuner tidligere har afleveret på genbrugsstationen. Og det giver rigtig god mening, at få det ud at leve i borgernes haver igen:
”Ved at omsætte haveaffaldet til kompost genbruger vi ressourcerne og recirkulerer næringsstoffer til naturen” siger Yvonne Amskov og fortsætter: ”På den måde er vi med til at sikre en fornuftig udnyttelse af sparsomme råvarer, som for eksempel fosfor, der er en ressource, vi risikerer at få mangel på i fremtiden.”
Komposten, der bliver komposteret hos Gemidan, er meget næringsrig. Vi anbefaler derfor, at du altid blander kompostmulden med jord eller sand, så du ikke risikerer at ødelægge planten ved at svide dens rødder.
Besøger du en af Vestforbrændings genbrugsstationer for at hente kompost, skal du huske at medbringe din egen skovl og beholder. Du må gerne hente kompost mere end en gang i perioden.
*Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen var der fejl i det oplyste antal tons afhentet kompost for 2022. Fejlen er rettet pr. 16/5/2023.