Nem og billig fjernvarme uden store opstartsudgifter
Vestforbrænding arbejder på at sikre billig og klimavenlig fjernvarme til 30.000 nye kunder i syv kommuner frem mod 2030. Bestyrelsen har netop vedtaget en ordning, hvor det bliver endnu billigere og nemmere at komme i gang med fjernvarme for den enkelte kunde
Vestforbrændings bestyrelse har godkendt en ny standardaftale for kunder, så de ikke længere skal have en stor sum penge op af lommen for at få installeret fjernvarme. Ordningen træder i kraft i starten af næste år og fungerer sådan, at Vestforbrænding ejer fjernvarmeanlægget i huset, som kunden har brugsret til for 3.500 kr. om året.
Nemt og trygt for kunderne
De fleste af Vestforbrændings 30.000 nye kunder bliver private husstande, og det stiller andre krav til service og prisstruktur, fortæller Per Wulff, der er chef for Grøn Varmeforsyning i Vestforbrænding:
”Fremover får vi mange husejere som kunder. Dem vil vi gerne gøre det nemt og trygt for at skifte til fjernvarme. Med den nye ordning sørger vi for installation af den nye fjernvarmeunit, tager det gamle fyr ned og klarer efterfølgende den løbende service. Det eneste kunden skal gøre er at skrue op og ned for varmen. Der er ingen uforudsete udgifter, og vi har gennem mange år haft faste lave varmepriser. I 2023 forventer vi kun en lille stigning på ca. 1 pct.”, siger han.
Fjernvarme fra Vestforbrænding er baseret på affald og vil fremover blive suppleret med overskudsvarme fra bl.a. virksomheder og spildevandsanlæg. Det betyder, at prisen ikke er påvirket af olie- og gasprisernes himmelflugt. De løbende omkostninger inkl. installationen og vedligehold bliver derfor kun ca. 15.500 kr. årligt for opvarmning af et standardhus på 130 kvm.
”For at komme i gang med fjernvarme, skal du med den nye ordning kun betale 15.000 kroner for en stikledning fra vejen til huset i perioder, hvor Vestforbrænding er ved at udrulle fjernvarme. Det kræver til gengæld, at du siger ja til fjernvarme, når vi er i området, så vi ikke skal ud at grave igen. Kommer du først på senere, koster det 45.000 kr.", siger Per Wulff.
Det vil stadig være muligt selv at betale og stå for installation og vedligeholdelse af fjernvarme i huset og dermed spare 3.500 kr. om året. Erfaringer fra andre fjernvarmeselskaber viser dog, at kun ganske få kunder vælger den løsning.
Udrulning af fjernvarme i syv kommuner
Vestforbrænding har lavet en plan for udrulning af fjernvarme frem mod 2030 for 30.000 kunder i syv kommuner. Første etape af projektforslagene for 2023 – 2027 er i høring eller allerede godkendt i kommunerne. Anden etape løber fra 2026 – 2030.
”Vi ved godt, at mange venter utålmodig på fjernvarme og kæmper med skyhøje gasregninger. Vi er lige nu ved at forberede udbud på anlægsarbejdet på etape 1, og vi gør alt, hvad vi kan for at komme hurtigst muligt ud med fjernvarmen. Samtidig med at vi starter etape 1, planlægger vi også etape 2., og viser der sig en mulighed for, at vi kan være hurtigere end planlagt, så griber vi selvfølgelig den”, siger Per Wulff.