Nu får du besked fra din kommune om fjernvarme

Alle danskere med gas- og oliefyr får inden årets udgang besked fra deres kommune, om og hvornår de kan få fjernvarme. Det gælder også de ca. 30.000 husstande, der venter på fjernvarme fra Vestforbrænding.
Har du gas- eller oliefyr og venter på fjernvarmen, får du nu mere klarhed om, hvornår det bliver din tur. Din kommune sender dig i løbet af december en besked i e-boks om din fremtidige varmeforsyning. Bor du i Vestforbrændings fjernvarmeområde, kan du forvente at få et årstal, hvis du er en del af etape 1 (2023 – 2027). Der kan dog komme justeringer, når kontrakterne med entreprenørerne er klar i 3. kvartal 2023. Er du en del af etape 2, kan du endnu ikke få et præcist årstal, men Vestforbrænding planlægger at etablere fjernvarme i 2026-2028. På grund af mangel på medarbejdere og materialer, er der dog en risiko for, at vi først er færdige i 2030.
”Vi forstår godt, at mange borgere er utålmodige efter at få fjernvarme og gerne vil vide præcist, hvornår vi kommer, så de kan overveje alternativer. Vi er i fuld gang med at planlægge og udbyde aftaler med de entreprenører, der skal lægge den første halvdel af de over 400 kilometer fjernvarmerør og stikledninger til over 30.000 ejendomme. Når aftalerne er helt på plads i 3 kvartal næste år, kan vi begynde at detailplanlægge, så planerne bliver mere præcise,” siger Per Wulff chef for Grøn Varmeforsyning og understreger, at Vestforbrænding sammen med kommunerne gør alt, hvad der er muligt for så hurtigt som muligt, at få fjernvarmen ud til de utålmodige borgere.
Værd at vente på
Har du fået besked om, at du får fjernvarme i etape 1 eller 2, behøver du ikke at tilmelde dig lige nu. Vestforbrænding kontakter ca. et år før gravearbejdet starter i dit område for at give dig et tilbud, og entreprenøren kommer forbi dig for at tale hele installationen igennem. Du har mulighed for at skrive dig op til løbende information nu på vestfor.dk.
”Vi ved godt, at det er meget svært at vente på fjernvarme med de voldsomme varmeregninger, der rammer lige nu. Men det værd at vente på. Fjernvarme er nemt og fremtidssikret, fordi vi kan bruge mange forskellige grønne energikilder i varmesystemet. Og så er det billigt. Vi har sænket priserne gennem flere år – og kun i år er prisen steget ganske lidt med ca. 1 pct., siger Per Wulff og fortsætter:
”Der er kun én ulempe ved fjernvarme: Det tager tid. Og når alle kommuner er i gang på samme tid og der er knaphed på mandskab og materiel, så vi kan desværre ikke undgå noget ventetid.”
Få mere at vide om fjernvarme
Her på vestfor.dk kan du blive klogere på fordelene ved fjernvarme og regne ud, hvad det kommer til at koste for dig. Du kan også søge på din adresse om få seneste nye årstal for, hvornår vi forventer at være hos dig. Du kan også skrive dig op til at blive opdateret om fjernvarme i dit område.