Matomo noscript

Flot tilslutning til fjernvarme | Vestforbrænding

Flot tilslutning til fjernvarme

Hænder på en radiator

Siden medio februar har Vestforbrænding åbnet muligheden for, at varmekunder i en række områder har kunnet melde deres interesse ind for at konvertere fra naturgas til fjernvarme. Primo februar udsendte Vestforbrænding breve til 2.000 kunder, som får mulighed for at konvertere allerede i 2024, og interessen har været stor med knap 80% positive reaktioner.

Det er varmekunder i udvalgte områder i Ballerup, Herlev, Furesø, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner, som har modtaget tilbuddene og reageret positivt.

”Vores oprindelige mål i Vestforbrændings Varmeplan 2030 er, at 89% af olie- og gaskunder gerne skulle konvertere til fjernvarme. Lige nu ligger vi på knap 80%, og det er jo fantastisk set i forhold til de 89%. Selvom kriteriet for udbygningen af fjernvarmenettet er 50%. tilslutning, betyder en højere interesse for konvertering faktisk en del for vores videre arbejde og planlægning, fortæller Anne Rosenkilde Lajer, som er kundechef i Vestforbrænding Fjernvarme.

Mange penge at spare

Der er mange penge at spare, hvis man melder sig til fjernvarme fra start. Og vælger man en abonnementsordning, så skal man kun have 15.000 kroner op af lommen i startomkostninger.

”Jeg tror, at vores attraktive tilbud i kampagneperioden, hvor man kun betaler 15.000 kr. for en stikledning på op til 50 meter ind til huset har givet en del positive reaktioner, men også udsigten til vores abonnementsordning har bidraget til den store interesse, siger Anne Rosenkilde Lajer.

Hun tilføjer, at det er nemt og bekvemt med en abonnementsordning, hvor Vestforbrænding står for al service og vedligeholdelse og det er attraktivt for rigtig mange af vores kunder.

Langsigtet tryghed

”Og selvom 15.000 kr. måske virker som en stor engangsinvestering, så oplever vi, at mange gerne vil investere dette i at få fjernvarme, fordi det giver langsigtet tryghed i forhold til gaspriserne som jo især sidste vinter steg eksplosivt. Som gaspriserne er nu, koster det 20.000 kr. at varme et parcelhus op med gas. Det samme hus koster kun 13.000 kr. med fjernvarme fra Vestforbrænding, dvs. inden for 2 år er de 15.000 kr. tjent hjem,” siger Anne Rosenkilde Lajer.

Der er intet, som lige nu tyder på, at fjernvarmepriserne pludselig vil stige, som det skete med gaspriserne sidste år, vurderer Vestforbrænding. Fjernvarmeprisen fra Vestforbrænding har ligget stabil gennem mange år, faktisk er den gennem de sidste 10 år faldet med over 20%. Den tryghed oplever selskabet, at mange kunder gerne vil betale 15.000 kr. for at få.

Opbakningen i de enkelte kommuner

Fordelt kommuner ser interessen således ud med opgørelsesdato 23.03.2023:

Ballerup: 74,9 pct. / Herlev: 73,5 pct. / Furesø: 76,6 pct. / Gladsaxe: 77,0 pct. / Lyngby-Taarbæk: 82,3 pct.

Forlængelse af frist for tilmelding

Vestforbrænding har besluttet at forlænge tilmeldingsfristen frem til udgangen af april.

I løbet af sommeren 2023 forventer Vestforbrænding, at kontrakterne med entreprenørerne er på plads, og at tidsplanen for udrulningen bliver mere præcis. Også for de kunder, der er i fase 2 af varmeplanen, der påbegyndes i 2026.