Bliv klogere på, hvad der skal sorteres som glas, hvordan glas bliver genanvendt og meget mere.
Hvad er glas?
Mange mad- og drikkevarer opbevares i glas. De kan sorteres til glas, når du har skrabet de værste rester ud. Du behøver ikke at vaske glasset rent eller at fjerne etiketter. Glas kan f.eks. være:
Flasker (uden pant)
Konservesglas
Drikkeglas
Vitaminpilleglas
Glaskår fra alle ovenstående
Porcelæn og keramik må ikke sorteres som glas, men skal i stedet afleveres på genbrugsstationen. Undgå også at lægge medicinglas, spejle, vinduesglas og elpærer til glas.
Indsamling af glas
Her kan du se, hvor mange tons emballage glas vi har indsamlet fra vores kommuner i årenes løb.
13.740
2013
14.201
2015
15.712
2017
16.361
2019
16.593
2021
15.799
2023
Genbrug og genanvendelse af glas
Genpåfyldelige flasker som fx de klassiske, grønne ølflasker bliver hentet, vasket og genbrugt af producenten, hvis du afleverer dem tilbage til butikken. Glasflaskerne kan genbruges mange gange, inden de behøver at blive smeltet om.
Glas, du afleverer ved husstanden, i kuber eller på genbrugsstationen, bliver knust og smeltet om til nye glas.
Størstedelen af de glasflasker, du afleverer til pant, bliver ligeledes omsmeltet.
Der er en stor miljømæssig gevinst ved at genbruge og genanvende glas, da produktion af glas med nye råvarer er mere ressourcekrævende.
Video om glas
Se, hvad der sker med dit glas, når du sorterer det til genanvendelse.
Det sker med dit glas
Glas og glasskår bliver indsamlet på genbrugsstationer, via kuber eller ved husstanden og kørt til et sorteringsanlæg, hvor maskiner sorterer det i klart og farvet glas.
Eventuelle låg og propper bliver sorteret fra. Hvis låget er lavet af metal, bliver det genanvendt sammen med andet metal.
Glas smeltes med en blanding af sand, kalk og soda i store smelteovne. Til sidst bliver den nye glasmasse hældt i forme og støbt til nye flasker og konservesglas.
Spørgsmål 1 ud af 3
Har du styr på dit glas?
Ved du, hvad du skal sortere som glas og hvad du ikke skal? Test din viden om glas her.